Guide: Ophængning

Vi har sørget for, at alt følger med i din gardinpakke, så dine gardiner er klar til at blive hængt op og pynte hjemme hos dig. Det eneste du skal sørge for er et vindue, en stige og en skruetrækker. 


Tip: Opsætning af gardinstang

Har du valgt en gardinstang til dine gardiner, viser vi dig her, hvordan de medfølgende beslag monteres. 

Du får det antal beslag med, som stangen skal hænges op med. De yderste beslag monteres ca. 5-8 cm inde på gardinstangen, alt efter hvor meget synlig stang skal pynte uden gardin. Det sidste beslag placeres i midten af stangen. Beslagene til gardinstangen monteres fast på væggen med en skrue og rawplug. Typen af skrue vælger du, så den passer til materialet på væggen,  som du skruer skinnen fast i.
Du piller endestykket af den ene stang ved at løsne den lille skrue i endestykket med det medfølgende værktøj i gardinstangpakken. Du glider ringene på og monterer endestykket igen. Hæng stangen på på beslagene, stram skruerne og monter så gardinet ved at hægte én hægte per ring. Se video "Sådan hænger du gardinet på stangen/skinnen" og "Få dine gardiner til at bølge smukt" for tips til at hænge gardinet smukt og korrekt op.

 

Tip: Opsætning af skinne og evt. klip af snor

Har du valgt en skinne til dine gardiner, viser vi dig her, hvordan de medfølgende beslag monteres. 

Beslag og vinkler: Du får det antal beslag med, som skinnen/stangen skal hænges op med. Beslagene glides på skinnen og fordeles med ens mellemrum på skinnen. De yderste beslag monteres ca. 10 cm inde på skinnen. De resterende beslag skal fordeles ligeligt på skinnens længde og skal placeres med max ca. 50-60cm mellemrum. Beslagene til skinnen monteres fast i loftet hvis loftskinne / på vinkel, hvis vægskinne med en skrue og rawplug. Typen af skrue vælger du, så den passer til materialet på væggen/loftet,  som du skruer skinnen fast i.

Afstand mellem skinner:

  • Loftskinner skal monteres i loftet med ca. 7-8 cm. ud fra vinduet/væggen, så der er plads til gardinets bølger.

  • Ved dobbeltlag: Hvis to lag gardiner og dobbeltskinne, skal yderste loftskinne monteres med 16 cm. afstand fra den inderste skinne, så der er 16. cm mellem de to skinner. På den måde går gardinernes folder fri for hinanden og I får det smukke bølgede look. Når skinnen er monteret på loft/væg, fjerner du tilsidst de 1-2 små sølvfarvede glidere ved at dreje øjet en omgang.

Ophængning af gardinet: Monter dernæst gardinet på skinnen ved at hægte én hægte per gliderøje. Antal øjne og hægter skal altså være det samme. Højre gardin hægtes på det yderste stopper-øje, der sidder fast i skinnens højre ende. Venstre gardin hægtes på det yderste stopper-øje, der sidder fast i skinnens venstre ende. Har du kun ét gardinstykke monteres det i det yderste øje i enten højre/venstre side.

Klip af snor: Hvis to gardinstykker: Når skinnen er hængt op og gardinerne monteret på, skal man nogle gange klippe snoren over i midten, så de to gardiner kan skilles fra hinanden. Når gardinerne er hængt op med alle hægter, vil der det sted, hvor gardinerne mødes på midten være et stykke snor, I kan klippe over (vær sikre på at I klipper det rigtige sted ift. gardinerne, ellers skal hele snoren skiftes ud). I klipper i midten af snoren mellem de to glidere. Når I har klippet snoren på midten af skinnen, mellem gardinerne, kan hvert gardin køre til hver sin side. 

Se video "Sådan hænger du gardinet på stangen/skinnen" og "Få dine gardiner til at bølge smukt" for tips til at hænge gardinet smukt med bølger og korrekt op. 

 

Video: Sådan hænger du gardinet på stangen/skinnen

Når gardinet skal sættes på gardinstangen eller skinnen, kan du få gardinet til at hænge smukt ved at følge guiden i denne korte video. 

 

Video: Få dine gardiner til at bølge smukt

Når gardinet skal sættes på gardinstangen eller skinnen, kan du få gardinet til falde smukt med flotte bølger ved at følge guiden i denne korte video. 

 

Tip: Forlængelse af gardinstang

Har du behov for en ekstra lang gardinstang, forklarer vi løsningen her. 

Samling to stænger.JPG

Du modtager to stænger som du sætter sammen til en ekstra lang stang. Vi leverer den ekstra stang, og det samlingen en simpel procedure med det lille medfølgende værktøj, der ligger i stængernes indpakning. Vi har testet det selv i showroomet, og det virker og resultatet bliver flot.

Du piller endestykket af den ene stang ved at løsne den lille skrue i endestykket med det medfølgende værktøj. Du forlænger stangen med et stangstykke fra den ekstra stang og skruer endestykket på igen. Sørg for at vælge det stangstykke med den gennemsigtige plastikende. De yderste beslag monteres på væggen ca. 5-10 cm. inde fra hvor stangen skal starte. Det sidste beslag sættes i midten. Beslagene hænges op på væggen med en skrue og rawplug, der følger med i pakken. Og ellers kan du vælge en anden skruetype, så den passer til materialet på væggen, som du skruer stangen fast til.